Et af Danmarks største parkeringshuse
Det nye P-hus i Tobaksbyen i Søborg er med sine 19.500 m2 et af Danmarks største. P-huset har plads til helt op til 780 biler indendørs fordelt på 6 forskudte etager og yderligere 40 udendørs pladser. Bygningen er en simpel afstivet konstruktion, bestående af søjler og bjælker med udstøbte betondæk. Parkeringshuset har fire trappetårne hvoraf to har elevator. P-huset henvender sig først og fremmest til de lokale virksomheder i området men i fremtiden også til rejsende med letbanen.
KI har som bygværksprojekterende stået for projektering og eftervisning af de bærende konstruktioner, herunder stål-, beton og kompositkonstruktioner. Vi har desuden udført produktionstegninger for konstruktionsstål.
Hurtigt byggeri
Specielt for dette projekt er den korte opførelselstid. Parkeringshuset stod færdigt i løbet af kun 9 måneder. Dette skyldes et koncept bygget på standardiserede elementer, som både gør det lettere at samle og skille ad, hvis bygningen en dag skal bruges til andet end P-hus eller bare skal udvides.
Åben konstruktion giver lys og sparer på strømmen
Facaden er udført i messingfarvet strækmetal i forskellige vinkler, hvilket giver et flot spil og gør selve bygningen transparent og åben. Den åbne konstruktion giver både lys og naturlig ventilation, hvilket betyder et meget lavt elforbrug. Desuden var en af tankerne bag denne konstruktion at undgå den indelukkede og til tider utrygge følelse fra traditionelle betonbyggerier.
Projektet er udført af NCC i samarbejde med KI Rådgivende Ingeniører og Holscher & Nordberg Arkitekter for Maycon Ejendomsudvikling, som står for udviklingen af Tobaksbyen.
Fotos: Holscher Nordberg og KI Rådgivende ingeniører